Dedicare A/S køber WeCare ApS

Dedicare har indgået aftale om at overtage WeCare ApS – et etableret socialfagligt konsulentfirma, som i samarbejde med kommunerne varetager forebyggende sociale indsatser for børn og unge. Overtagelsen træder i kraft den 1. oktober 2025.

– Vi er glade for at kunne byde We Care velkommen til Dedicare. Dette er et vigtigt strategisk skridt for at styrke vores position i Danmark. WeCare bliver først og fremmest et stærkt fagligt bidrag til vores forretningsområde, socialt arbejde. Sammen kan vi kombinere høj faglighed med Dedicares stærke nordiske set-up

– siger Kasper Madsen, adm. direktør for Dedicare Danmark.

WeCare ApS har opbygget stærke kundeforhold og et netværk af engagerede faglige konsulenter. Gennem opkøbet får virksomheden adgang til Dedicares ressourcer, processer og internationale netværk – samtidig med at kunder og konsulenter fortsat kan regne med den lokale tilstedeværelse.

Siden 2019 har WeCare haft en klar målsætning om at skabe indsatser med ordentlighed og faglighed i centrum.

Det har været en fantastisk rejse, og vi er taknemmelige for, hvordan vores dygtige og dedikerede medarbejdere hver dag arbejder for at skabe positiv forandring for borgere i udsatte positioner. Vi er både stolte og ydmyge over nu at blive en del af Dedicare, en stor nordisk koncern. Sammen får vi muligheden for at løfte ambitionsniveauet og realisere vores drømme om at udbrede vores kvalitative indsatser til hele landet. Vi ser meget frem til vores videre rejse sammen

– siger Lasse Ørvad og Mads Elkjær, indehavere af WeCare.

WeCare integreres i løbet af fjerde kvartal under brandet Dedicare.